Artikler:
Andagt: "På Herrens mark"
Poul Mikkelsen, gravermedhjælper (se længere nede)
Om lys på kirken (nederst)
---------------------------------------------------------------------------
”På Herrens mark”
Ja, nu må jeg nok hellere skynde mig at sige, at det her ikke handler om den lille café, som jeg har hørt skulle ligge et sted på Fur og som hedder ”På Herrens Mark” – og som jeg endnu har til gode at besøge. Det handler derimod om et ældgammelt kloster, som slet ikke ligger på Fur og så handler det selvfølgelig også om det at være på Herrens mark, som vi siger.
Det gamle kloster ligger langt oppe i Himmerland og hedder Vitskøl Kloster. Det blev efter reformationen, da man havde smidt alle munkene ud, solgt til en herremand. Under herremændene dengang levede alle hovbønderne. Deres liv var ikke noget nemt liv. Det var hårdt, slidsomt og sygdomsfyldt. Blev en bonde ramt af sygdom eller af en eller anden grund ikke kunne klare sine forpligtelser, så blev han og hele hans familie simpelthen smidt på porten.
Men om herremanden på Vitskøl Kloster nu var mere godhjertet end andre herremænd på den tid eller om det var en fornemmelse for klosterånden, der fik ham til at udvise en usædvanlig barmhjertighed, må nok stå hen i det uvisse. Men fast står det dog, at han af medlidenhed, stillede et stort stykke jord til rådighed for de stakkels bønder, der ikke længere kunne arbejde. Her lod han opføre et primitivt langhus, hvor de kunne bo gratis indtil de fandt en mere permanent løsning, hvilket selvfølgelig sjældent skete.
Blandt almuen blev herremanden altid tiltalt og omtalt som Herren. Og derfor var det da også ganske naturligt, at når alt håb var ude, ja, så rykkede man simpelthen ud på ”Herrens mark”. Om det nu også er med baggrund i denne lille fortælling om herremanden på Vitskøl, at vi skal finde dette udtryks oprindelse, det skal jeg ikke kunne sige. Men en ting er sikkert: når alt håb er ude, ja, så er man den dag i dag på ”Herrens mark”.
Også hyrderne, som Lukas fortæller om, var på ”Herrens mark” den nat, da det blev jul for allerførste gang. Var al håb ikke ude for dem, så var der i al fald ikke meget håb for dem. Ingen regnede dem og ingen ville omgås dem. De levede af at vogte får derude på de øde marker under åben himmel. Derude, hvor de var fuldstændig ubeskyttet mod den frie naturs vejrlig og kræfter. Konstant udsat for fare. De var med andre ord på Herrens mark, hvor der jo som bekendt hverken er godt eller rart at være. Hvor man er fortabt – opgivet – overladt til mørke, kulde og ensomhed – til en uvis skæbne.
Også i det liv vi lever, kender vi til følelsen af indimellem at være på Herrens mark. Det kan der være forskellige grunde til. Det kan være sygdom eller svigtende helbred. Det kan være tabet af et andet menneske. Det kan være ensomhed, som vi både læser og hører så meget om i disse år. Det kan være fattigdom, om den nu er åndelig eller materiel. Det kan være skyld og skam eller noget andet, der tynger os. For vi oplever alle engang imellem, hvad det vil sige at være i mørket og ikke at være i stand til at kunne finde vej, med andre ord at være fortabt og dermed på Herrens mark.
Men det var altså lige præcis for disse hyrder, der julenat befandt sig derude på Herrens mark, og for alle os, som engang imellem føler os på Herrens mark, at englen viste sig og sagde: ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket; i dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.” Og med ét genlød himlen og jorden af en himmelsk hærskare, der lovpriste Gud og sang: ”Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!”
Men julens budskab om glæde og fred er ikke, at det hele nok går endda. Nej, julens glæde og fred er, at selvom livet kaster alting hulter til bulter og vi føler os sat ud på Herrens mark og overladt til alle mulige utæmmelige kræfter og magter, som vi ikke kan klare, så står vi ikke alene med det hele. For julenat blev der tændt lys i mørket, da Gud sendte sin søn til verden for at vise os, hvor meget han elsker os. Guds kærlighed til os blev stadfæstet i Jesu fødsel, i hans liv og gerninger og i hans død og opstandelse. Julens glæde er derfor, at vi med underet julenat kan vide, at vi er elsket af Gud og ikke overladt til os selv, til fortabthedens ensomhed og skyld,
“På Herrens mark”til mørke og død – på Herrens mark, men at Gud er der og at Han elsker os og holder fast ved os under alle forhold. Det er den glæde og det er den fred vi kan hvile i.
Med ønsket om en glædelig og fredelig jul!
Anna-Mette Korshøj Jørgensen,
bistandspræst
------------
Gravermedhjælper Poul Mikkelsen 
Poul har efter ca. 35 år som gravermedhjælper ved Fur Kirke besluttet sig for at gå på pension ved årsskiftet.
Poul har varetaget mange opgaver på Fur Kirkegård, og er kendt og respekteret for sin rolige og imødekommende måde at møde brugerne af kirkegården på. Menighedsrådet vil herigennem gerne sige en stor tak til Poul Mikkelsen for hans indsats gennem årene.
Der bliver mulighed for at tage afsked med Poul ved en reception i det nye år. Nærmere annoncering følger.
Venlig hilsen
Fur Menighedsråd.
-----------------------------------------------------------------------
Lyset på kirken vil være tændt
fra Alle Helgen søndag til og med Hellig 3-kongersaften d. 6.januar.